I disse dager kommer «Stenkjærs klagesang» på CD. Utgiver er Knut Egil Kvarving, og forfatter er Augustinus Johannesen Sellevold. CD selges i Forening gamle Steinkjers bod under Steinkjer Martna’n.

Av: Morten Stene

Sommer 1854 skrev Augustinus Johannesen Sellevold ni vers om da bøndene tapte mot Olav Haraldson i 1030. Under SteinkjerMartna’n 2009 gis denne sangen ut på CD.

Fjellvikås og Myrvold
Ola Fjellvikås synger og Svein-Arne Myrvold akkompagnerer på gitar. Utgiver er beitstøingen Knut Egil Kvarving.

- Jeg kom over den ved en tilfeldighet, sier Knut Egil Kvarving. Under en prat med Finn Myrvang fra Andøya ble Steinkjer nevn og han visste at hans tippoldefars bror hadde skrevet noe om Steinkjer.

- Jeg synes sangen er så kuriøs at jeg har fått den arrangert og spilt inn, sier Kvarving.

Augustinus Johannesen Sellevold
Forfatteren Sellevold var fra Andøy og levde i perioden 1803 til 1893. Ham var gårdbruker, fisker,ordfører i Andøy og medlem av fylkestinget. Han var også to ganger valgt som stortingsrepresentant fra Nordland og møtte på Stortinget i 1845 og 1848.

Sellevold begynte å skrive vers som gutt. Fra den tid han begynte å ro fiske, formet hans tanker sig i verseform under den faste ro-takten. Når han kom hjem, hadde han gjerne en eller annen sang ferdig, mest av religiøst innhold.

Dessverre er mesteparten av hans sanger og kvad gått tapt. Men Stenkjærs klagesang er bevart og nå gitt ut på CD.

«Stenkjærs klagesang»
Jeg er af Alder en gammel Bye,
Og en af de ældste i Landet,
Som fordum stod i et mægtigt Rye,
Med Borgere stærkt bemandet.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Ved Olaf Trygvesons Herskermagt,
Jeg tabte min Glands og Vælde;
Da Byen Nidaros blev anlagt,
Jeg maate det saart undgjælde.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Paa Oldtids Minder min Omegn er rig:
For Thor stod et Tempel paa Mære
Hvor Folket i Landet forsamlet sig,
Alt lige fra Fjeld og til Fjære.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Her blodige Ofringer meget gjaldt,
Blandt Datidens mægtige Bønder;
Med dem min Anseelse ogsaa faldt,
Da Hedendommen brast sønder.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

En Haakon Adelsten Konge god,
Sin Visdom omsonst maatte prøve.
Han folketinget saa vred forlod,
Sin Vælde han torde ej øve.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Nu ligger det ældgamle Tempel i Grus,
Til Odin og Thor opbygget.
Men paa dets Ruiner end kneiser et Huus
Med Fredens Palme beskygget.
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Da hellig Olaf paa Stiklestad,
For Christendommen maat bløde,
Ved mægtige Bønders Hevn og Had,
Blev Hedendommen lagt øde,
Men sandelig vender sig Lykkens Hjul.

Vi afskye Fædrenes blodige Færd,
Og Afgudsdyrkelsens Sæde;
Men skatte vi bør vort Fædrelands Mænd
Og om dets Minder vi frede.
Men sandelig vender sig Lykken om.

End ganger der Sagn saa vidt om Land
Om Norge i gamle Dage.
Men vækkes først Løven, vi tro for sand,
Den Roret vil fordre tilbage.
Thi sandelig vender sig Lykkens Hjul.